I USA spiller vinylpladen i bedste velgående. Den roterende skive har for første gang i 35 år solgt mere end CD’en. I Aarhus’ brostensbelagte Latinerkvarter ligger musikforretningen Badstuerock på 50. år. Her er LP’en også populær.

Af: Marcus Parsberg Overbye

Et solstrejf fra en blå himmel varmer kinden. En kølig brise får næsetippen og kindbenene til at rødme. Brostenene klaprer i mødet med de mange skosåler på Badstuegade omkring middagstid på en tirsdag. Latinerkvarteret har budt på mange butikker i årenes løb, men én har ligget her i 50 år – Badstuerock. Gemt i smørhullet mellem to overmalede facader med nye butikker ligger den hudløst ærlige musikforretning. Mosset på tagstenene, de mange vinylplader og plakater i butiksruderne gør, at tvivlens slør fordufter – her ligger en af Aarhus’ klassikere.

Butikkens ydre

På entrédøren hænger en skriggrøn The Minds of 99-plakat. Døren her åbnede for første gang i 1973, og selvom kataloget primært består af den populære rillede plade, så er dennes lyd fulgt med i takt med årenes gang.

Døren smækkes i, og The Minds of 99 vender nu ryggen til. Fra højtaleren, der er tilkoblet Spotify, flyder ’Hey Jude’ af The Beatles mod øregangen. Paul McCartney og resten af bandet synger det famøse ’na-na-na’-stykke. Butikkens dunkle lys samarbejder med det skinnende sollys fra gaden, som stråler gennem vinduerne. Foran ses oceaner af musikalske genrer, som er opstillet i utallige perlerækker af plader. På det slidte, gråtonede betongulv står Dodo and the Dodo’s album ’2’ placeret forrest i en overskåret papkasse, der er mindst lige så brugt som gulvet, den står på. Væggene og det lave loft er tilklistret med alverdens plakater som Bruce Springsteen og Kashmir, der overdækker Lenny Kravitz. Her er noget for enhver smag.

Butikkens indre

Længere fremme står Thomas Weiling bag den brune disk, som i det afdæmpede lys har samme nuance som hans ’Beach Boys’-hår. Han er andenstyrmand i butikken, når chefen, Björn Lydén, ikke er her, hvilket han ikke er hver tirsdag og onsdag. Thomas er 32 år, og han har arbejdet i butikken de sidste otte af dem. Han er ene mand bag disken i dag. Thomas sorterer det nye sortiment af LP’er fra kunstneren Guldimund, som udkommer sidst i marts.

Thomas og Björn har mange gange talt om, hvordan den lille butik i Badstuegade appellerer til aarhusianere og besøgende.

’’Jeg tror, at rigtig mange mennesker i Aarhus er trætte af, at mange af de nye ting, der bygges i byen, ikke er noget, folk gerne vil have. Der mangler en fornemmelse af fællesskab og et formål i byggerierne,’’ siger Thomas Weiling, mens en heftig guitarsolo buldrer ud af højttalerne, som er hængt op bag den upolerede disk.

Det er ikke kun de omkringliggende tiltag, der har indflydelse på folks higen efter det velkendte, mener Thomas. ’’Det er lidt en floskel, men der er sjæl hernede. Folk fra alle aldre kommer herind og kan genkende det, fra da de var her for 30 – 40 år siden eller bare et par somre tilbage,’’ siger Thomas Weiling.

Kunderne kalder

En familiefar stiller sig op på siden og lægger et rødt album på disken. Kone, datter og søn står i baggrunden. Sønnen er især betaget af de mange plakater, der klæber sig til væggene. Datteren lader fingrene løbe gennem en række plader, der alle er pakket ind i beskyttelsesplast.

Thomas ekspederer og sender familien videre, mens der i den anden ende af disken står en kvinde, som ser ud til at have travlt. Hun skal bruge et bestemt album til gave. Gaven skal gives i dag, og Thomas markerer hurtigt med en strittende pegefinger, at han har det, hun leder efter.

Hit med det nye

Thomas Weiling er ikke i tvivl om, hvad der er rifter om hos kunderne.

’’De nye LP’er er mest populære. Taylor Swift og Harry Styles, de er meget, meget populære,’’ siger Thomas Weiling.   

Det kan skyldes, at vinylpladen er en helt ny verden for de unge. Nutidens uendelige musikstreaming gør, at det at have musikken i hænderne og høre et album fra start til slut bliver værdsat på en anden måde, mener andenstyrmanden hos Badstuerock.

Varm velkomst

Næsetippens rødme er stilnet af. Skridtenes klappen i betongulvet høres klart. I en jungle af vinylplader og slidte plakater, hviler øjnene på den lysende luge i det fjerne. Dørhåndtaget med The Minds of 99’s rygrad gribes fat i. Højtaleren har udskiftet den buldrende guitarsolo med melankolske strygere fra King Crimsons ’’Trio’’.

En gammel mand, der hedder Rolf, står oppe ved disken og sludrer med Thomas, som han er på fornavn med. De taler om pengeproblemer, en specialudgave af en Mozart-udgivelse og Thomas langer Rolf en tår vand.

På Badstuegade skinner solen endnu, himlen er blå og en kølig brise tager imod.

Betty Ihler havde knapt ramt konfirmationsalderen på vejen mod de voksnes rækker, da hendes liv tog en markant drejning. Hun stak af hjemmefra og løb direkte ind i en tilværelse med stofmisbrug, prostitution og hjemløshed.

Af: Marcus Parsberg Overbye

Betty Ihler, 55, har lagt fortiden bag sig. Hun er i dag clean på ottende år.

Foto: Marcus Parsberg Overbye

Betty Ihler arbejder i dag på Værestedet, hvor hun bl.a. er guide.

Foto: Marcus Parsberg Overbye

Det er her, Betty finder fodfæste, og hun begynder at kunne se ud over egen næsetip. Hun tager malerpenslen i hånden og kommer med initiativer til Værestedets faciliteter. Heriblandt at Værestedets vægge skal males hvide, så der ikke var så dyster en stemning i de førhen mørkere lokaler. 

At Betty tager hånd om sine medmennesker er en iøjnefaldende karakteristika hos hende, det stråler nærmest ud. På en gåtur ned ad Ny Banegårdsgade hilser hun flittigt på de udsatte mennesker, hun møder på sin vej. De får et venskabeligt klap på skulderen og et nysgerrigt, ‘’hvordan går det, gamle?’’ Betty ser dem, vi andre ikke gør. Vigtigst for hende er ikke de nymalede lokaler, men derimod at vinde hendes datters tillid tilbage. 

‘’Jeg vil jo rigtig gerne have min datter tilbage i mit liv, for hende har jeg jo svigtet gevaldigt. Jeg har haft mange forsøg, men det lykkedes først, da jeg fik mig en rigtig bolig,’’ siger Betty Ihler. 

Ordningen Skæve Boliger fik efterfølgende Betty helt væk fra gadens krummende hjørner og ind til et solidt fundament for hendes videre tilværelse. Herfra har hende og datteren genoptaget kontakten, og de har et fantastisk forhold i dag, synes Betty. Mor-datter duoen er også snart aktuel med et foredrag, hvor de for første gang skal sætte ord på deres oplevelser med Bettys misbrug og gadeliv. Men først skal Betty til 70-års fødselsdag i morgen.

Retssag: Der var anspændt stemning, da en lokal landmand skulle for retten i Randers, hvor han var anklaget for at dyrke afgrøder for tæt på et vandværk.

Af: Marcus Parsberg Overbye

___________________________________________________________________________________________________

Klokken slår 13:30. Dommeren træder ind ad døren, og alle i salen rejser sig. På anklagebænken sidder en kvinde med lyst hår. Ved forsvarets side sidder den tiltalte landmand. Han er iført en mørkeblå skovmandsskjorte og et par vaskede cowboybukser. Dommeren sætter sig – de resterende følger trop.

Den tiltalte ejer et stykke mark uden for byen. I 2019 bliver han anklaget for at dyrke inden for 25 meters afstand til en indvindingsboring. Han nægter sig skyldig. Tiltalte sætter sig i vidneskranken med foldede hænder. Han kigger fra venstre på anklageren og mod højre til forsvaret.

Anklageren forklarer tiltalte om den pågældende lovgivning, der påpeger, at det er ulovligt at dyrke sine afgrøder inden for 25 meters afstand til en indvindingsboring.

Tiltalte nægter at have sprøjtet med pesticider i området, og mener, at dyrkelsen af området bidrager positivt til grundvandet. Forsvaret hævder, at landmandens foretagende er i skik med reglens formål. Den tiltalte landmand synker ned i stolen og kigger til, mens en debat er ved at tage form mellem forsvaret, anklageren og dommeren.

Den tiltalte må hanke op i sig selv, da han bliver spurgt, om han er bekendt med lovgivningen. Han nikker og formulerer et ’ja.’

Landmanden sætter sig over til sin forsvarer. Anklageren står allerede ved retssalens indgang, hvor hun vinker en person ind ad døren. Landbrugsstyrelsens straffeansvarlige, der ligeledes skal vidne i sagen, træder ind. Den straffeansvarlige er ikke i tvivl om, at der er sket en lovovertrædelse.

’’Det er irrelevant, om det har konsekvenser eller ej. Man må ikke have indkomst på dyrkningen,’’ forklarer vidnet i svaret til forsvarets spørgsmål.

Forsvarets tone skærpes, da han mener, at det indkaldte vidne ikke har kompetencerne til at svare på spørgsmålene omhandlende konsekvenserne ved sagens kerne.

Forsvarets beskyldninger får dommeren frem i sædet. Hun fremhæver, at vidnet arbejder ud fra Miljøstyrelsens lovgivninger.  

’’Jeg vil ikke have 2. håndsvidner, hvis vidnet ikke kan svare på de spørgsmål, der stilles ham, så skal vi have fat i miljøstyrelsen, og vidnet skal ikke referere,’’ siger forsvaret, nu med en noget skærpet tone.

Stemningen i retssalen er tung. Anklager gnider håndfladerne mod øjnene. Ovenpå forsvarets beskyldninger, er der stille i salen. Landbrugsstyrelsens vidne træder til siden. Anklageren bryder tavsheden. Forsvaret afbryder og påpeger, at det bør være dommeren, som tager tøjlerne i retssalen. Dertil mener han, at der burde indkaldes et vidne fra Miljøstyrelsen, som kan svare på de tekniske konsekvenser ved dyrkning af landjorden inden for 25 meters afstand til vandværket.

Anklageren protesterer. Hun mener ikke, at det er nødvendigt, og at vidnet fra Landbrugsstyrelsen har udredt det lovmæssige.

’’Sagen handler om et decideret lovbrud, men forsvaret henviser til legaliteten i loven,’’ siger anklageren.

Frustrationen ulmer ved forsvarets bord, da han siger, at anklageren er for firkantet i sin håndtering af loven, samt at hun ikke ser udover de erhvervsmæssige gavn, hvor han mener, at tiltaltes handlinger har gavnet miljømæssigt. Dommeren banker hammeren i bordet. Der skal fremskaffes et vidne, som kan svare på forsvarets spørgsmål. Sagen er udsat. Dommeren rejser sig. Klokken er 13:50.

Placeret et stenkast mod syd fra Skødstrup, ligger den idylliske landejendom Gartnergården Aarhus. Her er familien la Cour Jonasson i færd med at udbygge en minizoo, hvor planerne er store, men egner sig til de små. 

Af Marcus Parsberg Overbye

Kuldet på de fem mini hængebugsvin er vældig populære på de sociale medier 

(Foto: Marcus Parsberg Overbye)

‘’Far, vi skal ud og se grisene!’’ siger en pige spændt til sin far, da de træder ind i Gartnergården Aarhus’ entré. 

Gårdbutikken er spækket med lokale og internationale råvarer, der ville få selv enhver madconnoisseur til at stoppe op og se sig omkring, men der er noget andet, der trækker i den besøgende familie. Der er kommet nye naboer på fire ben ind i baghaven, og de tiltrækker sig opmærksomhed. 

Gåturen fra gårdbutikken og ud til de nytilkomne tryner byder på flere sanseindtryk. Luften er frisk, stenovnen er kold og de hvide havestole i gårdspladsen er sat til side. Jorden under fødderne er mudret og fuld af fodaftryk fra besøgende, der i løbet af dagen har skullet se den nye grisefamilie. Alle kan være med på Gartnergården, hvor der er vind i håret og natur ved hånden, ganske gratis.

Større end små kælegrise

Bagved grisene står der skotske højlandskvæg, høns og kaniner. Grisene er den nyeste tilføjelse til gården, men de er ikke de sidste i rækken, ifølge gårdens medejer, Mattias la Cour Jonasson. 

‘’Formålet er at give børnefamilier og alle, der kunne have lyst, en hyggelig og sjov oplevelse med gårdens forskellige dyr,’’ siger Mattias la Cour, der sammen med sin kone, Pil, ejer Gartnergården Aarhus. ‘’Grisene er det, der kaldes et mini hængebugsvin, hvilket er enormt kloge dyr, og de er nemme at gøre tamme.’’ 

Når det nye område i baghaven er klar, er de nye grise parate til at træde ind i rollen som gårdens kælegrise. Det bliver på et afgrænset stykke, hvor gæsterne får mulighed for at klappe og ae grisene. Derudover er der også lavet områder til ænder, gæs og geder, der bliver den næste tilføjelse i rækken. Og detaljerne er der styr på, understreger Pil la Cour Jonasson. 

‘’Mattias lovede vores datter at lave en hjerteformet dam til ænderne, når de kom, og den står nu klar.’’  

Familien har store ambitioner med projektet, og det kan ses. Dyrene får deres eget indkredsede område, som Mattias, ligesom med andedammen, selv har medvirket til at stable på benene. At der er lagt sjæl i minizooen, tydeliggøres også i de hensyn, som familien la Cour Jonasson har taget over for dyrene.

‘’Gederne, de er på trapperne. Jeg vil helst, at der er lidt tørring i jorden, og eftersom det har regnet meget på det seneste, så venter vi med at hente dem,’’ siger Mattias Jonasson og tilføjer, at de venter med ænderne og gæssene, da der er fugleinfluenza i omløb i Europa. 

Mattias la Cour Jonasson ser frem til at kunne præsentere besøgende for de nytilkomne kæle- og klappedyr.

(Foto: Marcus Parsberg Overbye)

Høster hjerter på de sociale medier

Pigen, der insisterede på at se grisene over for sin far, er ikke alene i sin begejstring for de nye naboer. Der er en stor opbakning af projektet, og det kan familien la Cour mærke.   

I forbindelse med de nytilkomne hængebugsvin, valgte familien la Cour Jonasson at vente med at lægge et billede af lokalområdets nye tryner op på de sociale medier. De blev bekræftet i deres beslutning, for efter de lagde billedet op, var der stor trafik på gårdbutikkens Facebookside, hvor de har over 21.000 følgere. Opslaget om de små tryner gav mere end 500 likes og flere hjerteformede øjne i kommentarsporet, der viser, hvor meget folk glæder sig til at give de nye grise en varm velkomst.

‘’Der er rigtig mange, der har været positive. Vi kan også se, at vi får rigtig mange ‘likes’ på de sociale medier, hvor der har været mange positive tilkendegivelser,’’ siger Mattias la Cour Jonasson.

Pil la Cour håber, at den øgede opmærksomhed kan medvirke til at fremme Gartnergården Aarhus som et alternativ for børnefamilier fremfor forlystelsesparker som f.eks. Djurs Sommerland. Alle har mulighed for at være med hos Gartnergården, når børnene møder små kælegrise, mens forældrene kan kigge rundt i Gårdbutikken. Det tegner i hvert fald til, ifølge reaktionen fra den lille pige, at initiativer som de nytilkomne kælegrise går hen og bliver et populært tiltag i børnehøjde.

https://video.dmjx.dk/media/km_20220223_1080p%282%29.mp4/0_ucggbg8k

Isabelle Ýr Carlsson, 20, har siden hun var 12 år gammel været på vandreture i Alperne sammen med sin mor. I 2020 førte det til, at hun søgte væk fra det københavnske byliv og tilbage op i Alperne, hvor hun i dag har en helt speciel forbindelse.

Isabelle Ýr Carlsson er i dag 20 år, og siden 12-års alderen har hun været på vandreture med sin mor. I 2020 førte det til, at hun søgte væk fra det københavnske byliv og tilbage op i Alperne, hvor hun i dag har en speciel forbindelse til. 

Af Marcus Parsberg Overbye

Isabelle Carlsson voksede op på Amager i et hus på to etager. I familien klipper de sjældent deres hår, og de holder 2 hunde, 4 ænder og ca. 30 høns som kæledyr. I haven gror deres egne frugter og grøntsager, og denne frisindede tilgang til livet ledte i 2018 Isabelle og hendes mor til et særligt sted i Alperne.

Strandet i bjergene

I 2018 vandrede Isabelle og hendes mor fra franske Chamonix til schweiziske Zermatt. Da de når ca. midtvejs, forstuver Isabelle sin ankel. Det gør, at de to følgesvende må blive i en nærliggende hytte, der ligger isoleret for omverdenen. Hytten er uden internet og signal, og Isabelle kan ikke kontakte sin far for at sige, at de er forsinkede.

‘’Vi ringede normalt hjem hver dag, for det er en ret farlig rute,’’ siger Isabelle.

Isabelle og hendes mor er strandet i en hytte i Alperne, men i stedet for at gå i panik, vender de situationen til deres fordel. Hytten skinner i et helt andet lys i forhold til, hvad de ellers har mødt på deres tur. Det skyldtes især, at personalet i hytten var meget imødekommende og gode til at tage hånd om Isabelles forstuvede ankel.

‘’De var mega åbne og vildt søde i forhold til mange andre hytter,’’ pointerer Isabelle.

Det var meningen, at mor og datter skulle have overnattet to nætter, men to nætter bliver hurtigt til to uger med fest, farver og nye relationer. Efterfølgende vedligeholdes kontakten med hyttens leder, Daniel, og de ansatte.

Tilbage til hytten

I 2020 bliver Isabelle student, verden er lagt ned af Corona, og hun vil ikke spilde sin tid i den mere komprimerede naturtro isolation. Derfor tager hun kontakt til Daniel, der giver grønt lys til, at hun kan komme ned til bjerglandskabet og arbejde som frivillig. Arbejdet består bl.a. i klargøring af mad, værelser og vandre- og klatreture.

Denne barske natur har en stærk tiltrækningskraft for Isabelle, men samtidig er den også skræmmende. På vandreturene er der en chance for, at man skal krydse en revne i de gletschere, der er på vejen, hvilket Isabelle virker betaget af.

‘’Man var nødt til at gå frem og tilbage og finde den bedste vej over, for hvis du falder eller glider, så kan du risikere at ryge med strømmen og så forsvinde,’’ siger hun.

Der er dog mere til naturen end de farlige ture. I sin fritid gør Isabelle meget ud af at mærke den omkringliggende natur. Ofte tager hun alene afsted på ture, hvor hun fører hånden hen over græsset, der let flagrer i vinden og videre over på den ru klippeblok. Hun ender oppe på en bjergtop, hvor hun opdager en ny side af sig selv; Meditation.

De dybe åndedrag med lukkede øjne skaber en særlig forbindelse til bjerglandskabet.

‘’Jeg har været så vant til ikke at have kontakt til omverdenen, så når jeg mediterer, tænker jeg mig tilbage til bjergene og scanner bjerglandskabet igen,’’ siger Isabelle med et tilbagelænet smil. Meditation er sidenhen blevet et værktøj, hun bruger meget i hverdagen, især efter hun er startet på studie. I sin gymnasietid betegner Isabelle sig som en stræber, der også brugte meget tid på social interaktion via sociale medier. Men med den bagage, hun fik med sig i den alpinske vandrerygsæk, kan hun lettere slippe hverdagens trængsel. Hun sætter sig ofte på sit værelse, lukker øjnene for at vende tilbage på bjergtoppen med vinden i håret.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.